Dansk forsvar og amerikansk sikkerhedspolitik

18. juni 2018

FULDE HUSE VED FORSVARSDEBAT I HØVELTE

Historien siden 1945 har vist os, at russerne altid vil udnytte svaghed hos nabolandene. Det var hovedbudskabet hos USA-eksperten Mads Fuglede, da han mandag 16. april holdt et foredrag på Høvelte Kaserne, arrangeret af Allerød Venstre. 

Vi har oplevet det i Georgien 2008, på Krim 2014 og gennem vores sårbarhed ved stadig flere cyberangreb. En god styrkeposition for Vesten er eneste gangbare vej for at sikre freden, og derfor har vi brug for USA og solidariteten i NATO-alliancen, sagde Mads Fuglede.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen sagde i sit oplæg, at Danmarks situation er ændret fra frontzone til bagland, efter at Estland, Letland, Litauen og Polen nu ligger i front i forhold til Rusland. Nu er det vores tur til at hjælpe andre i NATO. Vores bidrag er bl.a. 200 soldater i Estland og air-policing med F16 fra en base Litauen. 

Chefen for Den Kgl. Livgarde, oberst Mads Rahbek, glædede sig over, at antallet af værnepligtige bliver udvidet, når den nye forsvarsaftale 2018-23 implementeres. Allerede i dag løser soldaterne mange bevogtningsopgaver i samarbejde med politiet. Livgarden uddanner og er klar til flere opgaver, sagde obersten. 

Temaet var ”Dansk forsvar og amerikansk sikkerhedspolitik” og fyldte hele auditoriet med 164 fremmødte. I forvejen var interessen betydelig, men på baggrund af krigen i Syrien og Putins skærpede retorik over for Vesten blev temaet særlig aktuelt for de mange deltagere.

Spørgelysten ville heller ikke tage nogen ende, da Allerøds borgmester Karsten Längerich (V) afrundede mødet efter en informativ og spændende sikkerhedspolitisk debat.

Invitation